Utroligt som et hjerte bare kan vokse og vokse fyldt med den kærlighed man dagligt får fra sine børn. Det forstod jeg slet ikke inden de to skønne kom.
I dag da jeg kom ind i vuggestuen og hentede Karla sad hun på en bænk ved bordet som den eneste og ventede pænt på frugten, som stod klar. Da hun så mig, smilede hun op til begge ører og sagde, "Jeg har savnet dig, Mor"
Suk, det var tydeligt at hun havde haft en dejlig dag, men at hun ville fortælle mig, at hun var glad for at se mig. Det var så sødt.
Da jeg satte mig hen til hende fik jeg en stor krammer og hun kiggede mig helt ind dybt i mine øjne.
Karla fik lige at spise og jeg kiggede lige en ekstra gang på hendes arm. Dr var ligesom gået hul på armen og den vat meget rød på et område. Hun fortalte at en af de små havde bidt hende. Det gjorde ikke ondt hun, men kunne se, at det havde gjort meget ondt! Gennem blusen og gennem huden. Pyha. Vi snakkede om at det var ligesom når Alfred hev Karla i håret, og faktisk ikke vidste at det gjorde ondt, fordi han var for lille til at forstå det. Imens sad den overbeskyttende mor indeni mig og syntes det var noget så synd for min skønne datter. Børn skal bare ikke bide! Og slet ikke i Karla.
Nu venter børnehaven snart - forhåbentligt uden for mange tandmærker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar