søndag den 21. oktober 2012

Efterår og brune nuancer






Søndag i efterårsferien - en dag næsten uden regn. 

Vores græskarmand blev lavet af mig og Karla - Karla tegnede på bagsiden, og jeg skar på forsiden. Den pynter nu på terrassen med lys i - og ser faktisk rigtig fin ud. Har lyst til at sætte den ved fordøren, men så kan vi ligesom ikke se den... En billig urtekniv fra Søstrene Grene er ikke optimalt at skære med, kan jeg lige oplyse. Mangler en tyndere og skarpere kniv, hvis jeg skal lave noget mere kreativt end trakanter og firkanter..
 
Karla og jeg gik en tur med Alfred i barnevognen og Karla på løbecyklen og fandt blade - og mange af dem. De blev alle lagt under barnevognen - og Karla mente at det var bedst at knuge dem helt sammen i hænderne inden de blev lagt. Min plan var at sætte dem på snor med Karla og lave en krans af dem - men synes nogle af dem er noget store i det. Vil snige mig i skoven en af dagene og finde lige store blade - som har en anden facon, og så lave kransen med Karla. Hun vil aldrig opdage, at det ikke var de blade vi fandt.

Min mor havde givet mig en butternut squash - en herlig sag. Den blev i dag brugt til en kage med herlige krydderier i og en lækker osteglasur ovenpå. Fandt en opskrift på squashkage på Hjerteforeningens hjemmeside, men tilføjede lidt allehånde - og noget mere squash end der stod. Det blev til en meget velsmagende, men noget fumber og våd kage. Mums.

Kasper har ryddet op i skuret, været på Genbrugspladsen med en del, men også læst i dag til hans Diplomuddannelse - så har ikke set ham så meget. Men nu venter Forbrydelsen - og forældretid. Mon ikke der sniger sig lidt kage hen til sofaen...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar