mandag den 9. september 2013

To år med ring på.

I tirsdags d. 28. maj havde Kasper og jeg to års bryllupsdag. Vi fejrede i 2011 festen på Restaurant Arthur, som laver det bedre og smukkeste mad. 

Sidste år var Alfred helt ny, og vi var faktisk stadig indlagt - dog hjemme på orlov. Der tog vi på Arthur for at spise tapas til frokost. 

I år havde vi ikke arrangeret noget - både fordi vi ikke ville have børnene passet igen (igen), og fordi jeg nok er lidt fyldt op med arbejde efter barsel. Jeg havde kursus efter mine undervisningstimer og var hjemme lidt før 16.30. Da jeg havde sagt hej til alle tre gik Alfred og jeg ind fra haven for at finde noget mad til ham. Kort efter ringede det på, og udenfor stod en rar Interflora-mand med den smukkeste og noget store buket til mig. De fineste røde og lyserøde farver og med en lille hjertedåse med chokolade. Det var fra Kasper, og kortet var særligt herligt. 

Kasper havde sagt, at han stod for maden, og tænkte måske, at han ville lave bål, når børnene sov. Men der skete ingenting, og da jeg puttede Karla - og Alfred allerede sov, fortalte han, at han lige kørte en tur. Så sad jeg der - alene. Fandt en flaske hvidvin der var lagt på køl, satte to glas frem, og nuppede et lille glas - alene. 

Efter længe kom Kasper og begyndte at bære kasser ind i køkkenet - hele tre kasser fyldt med små skål, bægre og indpakkede sager. Det var mad fra Arthur - tre retter fra deres a la carte kort. Det kunne faktisk ikke blive bedre. Ingen skulle køre hjem. Børnene var i nærheden - sovende. Vi kunne vælge musikken. Ingen andre gæster. Kasper anrettede som en anden kok, og gjorde sig umage, og kort efter kom den første ret. 

Bouillabaisse med forskellige skaldyr og fisk, store croutons og aioli - og dertil en lækker hvidvin. 

Herefter kom kanin rilette, krondyr medaljon, kartoffelgratin, svampe, grøntsager og portvinsauce. 

Til slut tre desserter på en tallerken. (Får helt mundvand når jeg skriver det)

1 kommentar:

  1. Lyder som en helt perfekt bryllupsdag ovenpå en hård arbejdsdag. Arthur er det bedste - ingen over og ingen ved siden af!

    SvarSlet