tirsdag den 23. oktober 2012

Afhængighed



Jeg har bidt negle så længe tilbage jeg kan huske - faktisk tror jeg aldrig jeg ikke har bidt negle. Jeg har altid været meget flov over mine negle, men har haft helt utroligt svært ved at stoppe - jeg har jo ligesom altid mine negle med mig, og kan ikke lægge dem fra mig. Jeg har prøvet at stoppe to gange før - en gang da jeg var 18 og da jeg var 27. Det gik fint i en periode, men første gang begyndte jeg at bide igen et sted over middelhavet under en ret tubulent flyvetur, og anden gang begyndte jeg igen, da mine forældre havde haft brand i huset og mistede vores hund Buster - og alle mine opmagasinerede ting.

"Jeg bider da også negle" hører jeg ofte, og når jeg så ser neglene, så tænker jeg bare, "Nej, du nipper til dem" - for jeg BED så langt ned, at ofte var der kun få milimeter tilbage, og det gjorde ondt! Sådan virkeligt ondt, og især morgenen efter, hvor jeg ofte ikke kunne bruge mine fingre,  og det at vaske hår var en pine. Ikke noget jeg sagde til nogen - kunne jo bare stoppe med at bide...



En dag i sommers sad vi i bilen på tur, og jeg sad omme hos Karla. Pludselig sagde hun, "Mor gør sår'n her", og puttede sin pegefinger ind i munden og bed i den! Puha. Arrgh. En meget stor klump af dårlig samvittighed og skyldfølelse på forhånd sneg sig afsted i min krop. Jeg ville nu være årsag til at Karla skulle bide negle, og hver eneste dag være ked af, at hun havde så grimme negle. Det kunne jeg ikke. Jeg stoppede kort efter.

D. 25. august stoppede jeg med at bide negle. I dag er det næsten tre måneder siden jeg er stolt! Jeg har fået nogenlunde fine negle - godtnok knækker og brækker det ind i mellem, men det er nok hvad man kan forvente efter så mange års mishandling. Jeg satser på lange (altså sådan mellemlange) pæne negle, som jeg kan lave fransk manicure på.

I mellemtiden er jeg gået amok i Essie neglelak - de skønneste farver og så nemme at påføre. Kunne købe mig fattig i dem - og er glad for at jeg har fundet ud af, at jeg sparer en del ved at købe dem på amazon i England. Indtil nu har jeg en fin lille samling, og jeg vil gerne vise frem.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar