tirsdag den 22. oktober 2013

Personligt porcelæn.

Sammen med mine 2. klasser i billedkunst skal jeg lave porcelænsmaling - altså bare med tusser. Jeg skulle have det afprøvet - og valgte at lave nogle tallerkner. Den første gav jeg væk til en rigtig sød og kærlig veninde. De andre pynter på en hylde i køkkenet, når de ikke er i brug. Jeg vasker dem ikke i opvaskeren - de har været i, når manden har vasket op, og det har man ikke kunnet se.

Karla har lavet sin egen fredagsslikskål - og insiterede på at lave en til far også. På siden står der Karla, Fredag, Slik, Disney. :)





Efterårsstatus

Der er travlhed i det lille hjem. Det har der faktisk været siden sommerferien. Vi holdt ferie i sidste uge på Fanø i sommerhuset, og slappede HELT af - det var tiltrængt og noget så herligt. Tiden går med at få hverdagen til at hænge sammen med jobs, børn, hus (med divserse hængepartier fra renoveringen), have, venner, familie og så lige to uddannelser samtidig med. Kasper tager endnu et modul i sin diplomuddannelse i ledelse, og jeg er på første modul i læsevejlederuddannelsen som er en pædaogisk diplomuddannelse, hvor jeg indtil videre dog kun skal tage tre moduler.

Det er fantastisk at læse igen - eller i hvert fald være i skole. Det er spændende læsning, men der er så meget, og jeg havde helt glemt hvor svært det er for mig, at holde koncentrationen, når jeg skal læse noget svært, noget på et andet sprog eller bare noget meget videnskabeligt. Fifty Shades gik det så fint med - og alt chick lit ryger ned - men der gør det jo heller ikke noget at miste et par sider. Det gør det når man læser om afkodning og læseforståelse. Så jeg kæmper! Men jeg elsker det. Hver tirsdag drager en kollega og jeg til det skønne VIA i Århus og er i skole en hel dag. Det er så givende og så meget mig-tid! Snart skal jeg til at skrive opgave, og jeg glæder mig - men frygter det også lidt. Men jeg har ingen ambitioner om de høje karakterer - ikke med to små børn herhjemme og en mand der har lederstilling og læse diplom ved siden af. Vi har nok at se til...

Børnene trives - det er de skønneste børn. De udvikler sig med lynets hast, Kasper og jeg kæmper for at følge med. Alfred snakker helt vildt - har et kæmpe ordforråd, det er bare kun ham selv der forstår det. Han er god til at vise os hvad han vil, og henter gerne en kop og kalder fra køkkenbordet. Karla vil gerne være seks år og gå i skole - i dag har hun været seks år i en times tid, og var i skole med iPad'en. Hun skrev is og ko og øvede nogle bogstaver med skriveretningen. :)

Min far fylder 60 i næste uge - og jeg glæder mig til at fejre ham. Først skal han lige have et par dage på Odense Universitetshospital, hvor han skal have sat noget pacemaker-agtigt ind ved sit hjerte. Jeg glæder mig meget til at han er hjemme igen, og til at se ham i næste uge. Jeg har nogle fridage op mod fødselsdagen, så jeg kan hjælpe lidt til. Det er vist næsten umuligt at folde svanen i servietter, hvis man er blevet opereret i hjertet... ;)

Hjemmet bliver mere og mere skønt! Jeg elsker det. Sommertider tænker jeg på, at det måske ikke gjorde noget, hvis det lå HELT ude på landet med udsigt til marker hele vejen rundt. Havde man spurgt mig for et år siden havde jeg sagt - ALDRIG! Men ikke nu. Men jeg savner også stadig Esbjerg - når vi er dernede vil jeg kun blive i nærheden, men når jeg så kommer herop så kommer jeg i tanker om gode naboer/legekammerater i nabohusene, naturen, selve huset og haven - gode venner, kollegaer og gode jobs. Men Esbjerg-drømmen lever endnu. Den får sig bare en lur.

Lidt billedspam?












mandag den 9. september 2013

Fantastiske Fotos Fra Fanø

I sidste uge havde jeg et par dage i sommerhuset med børnene og mine forældre. Min lillebror kom derover og have - som altid - sin store rygsæk med proppet med kameraudstyr. Og hvad er bedre end at have børn og en onkel der fotograferer dem hele tiden! Og oveni det er fantastisk god til det. Min far sniger sig gerne med på billederne, men det gør dem jo ikke dårligere. I skal se dem. Først i september - vejret sagde skyfrit og 25 grader. Det var sommer - de sidste dage i år vil jeg tro.  













To år med ring på.

I tirsdags d. 28. maj havde Kasper og jeg to års bryllupsdag. Vi fejrede i 2011 festen på Restaurant Arthur, som laver det bedre og smukkeste mad. 

Sidste år var Alfred helt ny, og vi var faktisk stadig indlagt - dog hjemme på orlov. Der tog vi på Arthur for at spise tapas til frokost. 

I år havde vi ikke arrangeret noget - både fordi vi ikke ville have børnene passet igen (igen), og fordi jeg nok er lidt fyldt op med arbejde efter barsel. Jeg havde kursus efter mine undervisningstimer og var hjemme lidt før 16.30. Da jeg havde sagt hej til alle tre gik Alfred og jeg ind fra haven for at finde noget mad til ham. Kort efter ringede det på, og udenfor stod en rar Interflora-mand med den smukkeste og noget store buket til mig. De fineste røde og lyserøde farver og med en lille hjertedåse med chokolade. Det var fra Kasper, og kortet var særligt herligt. 

Kasper havde sagt, at han stod for maden, og tænkte måske, at han ville lave bål, når børnene sov. Men der skete ingenting, og da jeg puttede Karla - og Alfred allerede sov, fortalte han, at han lige kørte en tur. Så sad jeg der - alene. Fandt en flaske hvidvin der var lagt på køl, satte to glas frem, og nuppede et lille glas - alene. 

Efter længe kom Kasper og begyndte at bære kasser ind i køkkenet - hele tre kasser fyldt med små skål, bægre og indpakkede sager. Det var mad fra Arthur - tre retter fra deres a la carte kort. Det kunne faktisk ikke blive bedre. Ingen skulle køre hjem. Børnene var i nærheden - sovende. Vi kunne vælge musikken. Ingen andre gæster. Kasper anrettede som en anden kok, og gjorde sig umage, og kort efter kom den første ret. 

Bouillabaisse med forskellige skaldyr og fisk, store croutons og aioli - og dertil en lækker hvidvin. 

Herefter kom kanin rilette, krondyr medaljon, kartoffelgratin, svampe, grøntsager og portvinsauce. 

Til slut tre desserter på en tallerken. (Får helt mundvand når jeg skriver det)

torsdag den 30. maj 2013

En dag i farmors have.

Efter Karla var blevet passet hos Farmor og Frands fra lørdag til søndag skulle vi hente Karla søndag middag - og det var skønt vejr. Farmor har den fineste have, der rigtigt bliver nusset om. Synes I skal se lidt stemningsbilleder. 








fredag den 19. april 2013

Nu med ny adresse - og nyt hus.

For selvom vores hus er fra 1906, så synes vi jo selv det nu er et helt nyt hus efter vores lille istandsættelse. Hold fast hvor har vi knoklet fra 1. februar til 1. april - to måneder nonstop. Det har været hårdt, spændende, lærerigt, udfordrende og skønt - alt på en gang. 

Vi flyttede ind i påsken, da Karla var på ferie på Fanø med mormor og morfar, og vi mangler faktisk ikke særligt meget for at komme helt på plads. Det er faktisk kun lister - fodlister mange steder og alle skyggelister, nogle sandlister og enkelte fejelister. Så mangler vi at male vinduer og terassedør - men vi venter til vejret er bedre og det hele kan stå åbent. På 1. salen mangler vi nogle stikkontakter, og de kræver at en (Kasper) kravler ind i skunken og fisker kablet ud til udtagene. Det er ikke det sjoveste job - ja, faktisk virker det til, at ALT er sjovere... I værelset mangler vi at lægge gulv. Og så mangler alle radiatorer at blive malet. I køkken mangler vi en liste på bordpladen og så skal jeg have lagt mosaikker på de to rulleborde og have malet dem hvide. Og så er der jo lige trappen - den skal også være hvid, undtagen på trinnene. Vi har vist nok at se til endnu... 

Hvad har vi så lavet i det gamle hus? Måske er det nemmere at skrive, hvad vi ikke har lavet. Men prøver med en lille liste over det vi har lavet: 
- Nye gipsvægge i værelse og stue. 
- Nyt væv overalt i huset - inkl. spartel på alle vægge. Har brugt noget i nærheden af 120 l. 
- Nye døre og karme overalt. 
- Blændet en dør i børneværelset. 
- Sat skydelåger op på en hel væg i værelse. 
- Nyt gulv i stue og køkken. 
- Klinker på gulv i entre samt skydelåger for garderobe og kælderlem. 
- Klinker på gulv og i brusekabine i badet. Væv på væggene. Alt nye inventar undtagen toilettet. 
- Mosaik på væg i køkken. 
- Låge på ny opvaskemaskine, så den passer ind i køkkenet. 
- Ny brændeovn og plade under. 
- Flyttet dør ind til stuen til den anden side af væggen. 
- Ny radiator i stuen. 
- Nyt el over det meste af huset inkl. en hulens masse nye stikkontakter. 
- Malet alle lofter
- Malet alle vægge. 
- Nye vinduesbænke
Og sikkert en masse andet jeg ikke kan huske lige nu. Men i hvert fald er vi helt overrasket over så meget vi har nået. Vores plan har hele tiden været at flytte ind i påsken, men meget af det vi har lavet var slet ikke med i planerne fra starten, men nu det er lavet, så var det sørme godt vi gjorde det. Fx. badeværelse og gipsvæggene - og gulvet i stuen, køkken og entre. Herlige sager. 

Det er skønt at bo her. Alt funker bare - det er praktisk godt, og det er det der betyder noget. For nogle er det vigtigt med 200 m2, men for os er 132 utroligt fint, hvis det rent praktisk fungerer - og det gør det! Vi elsker det. Det er store rum, og åben køkken med stue. Og så er der jo også annekset - ikke bare et skur eller et værksted - det har vi også. Næ, et anneks, som er 100% funktionelt - med el, hems, brændeovn, terasse - lige nu er det opbevaring, men i løbet af sommeren skal vi have gjort noget ved tingene og cyklerne deroppe. Vi skal have lavet vores brændeopbevaring om til cykelskur, og så skal brændet have ny plads. Så skal vi have malet annekset og carporten, skuret og cykelskuret - alt i sort. Det bliver så fint. Overdækket terasse kommer også på et tidspunkt, og så har vi nogle planer for terassen og trappen til annekset. Hvor er det skønt at have sit eget, så de planer man lægger, rent faktisk er nogle man kan føre ud i livet, så man får det akkurat, som man vil have det. 

Så er det jo roen... Den ro vi har herude er helt særligt, det man kan høre, er fuglene. Ikke andet. Det er ganske fantastisk. Og så er der stadig naturen, som ikke findes lignende andre steder. Og børnehaven og vuggestuen der ligger lige på kanten af dalen, og som børnene elsker. Alt er godt! 

Nu mangler vi bare at moderen kan få lov at komme på arbejde igen... Ikke sjovt at være lockoutet. 

Lidt billeder køkken. Flere følger i flere indlæg. Blandt andet om børneværelse og kontor... 













søndag den 24. februar 2013

Husejerne har travlt.

Der er travlt - og så alligevel ikke. 

Vi har nået utroligt meget i huset på de tre uger vi har haft det i - men i mandags startede Kasper på arbejde igen, og lige nu venter vi på at væggene skal blive klar, så vi kan få malet lofterne og væggene. Det tager tid for spartlen at tørre, men forhåbentlig bliver det bedre efter vi nu har fået brændeovnen ind i stuen igen OG har købt en lille varmekanon - men mest af alt hjælper det, at vi har fået dækket de tre store huller (som skal være der, for at man kan komme ud i skunken) i værelserne på 1. sal - det gav straks en virkning. 

Der er nu lagt gulvspånplader over hele stue/køkken og i entreen, så vi er klar til at lægge det rigtige gulv. Det var noget skæv det eksisterende fyrretræsgulv, som jo er fra 1906, men vi valgte at beholde det nederst, og rette gulvspånpladerne til - så mod køkkenet har vi forhøjet en del, så køkkenbordet er nu pludselig ikke så høj, som det var engang. Men nu passer gulvet. 
Alle vægge er færdige, der er lavet huller til alle stikkontakter - og i går fik vi talt op hvor mange stikkontakter, tangenter, dåser og rammer der skulle bruges. Det var mange! Vi handlede i dag i Harald Nyborg og fik fem siders faktura med hjem... 
Jeg har sat mosaikfliser op i køkkenet, og var faktisk også klar i badeværelset til at lægge fliser i torsdags - havde lavet vådrumssikring, men kunne simpelthen ikke få forhøjerne til at passe til afløbsristen, så fik en vvs ud og kigge på det. Hans kommentar da han så begge afløb var: "Hold da op. Sikke en gang hjemmelavet fusk. Og så er det endda ulovligt. Jeg tager lige et billede! Og så skal I lige have gravet det op, så vi kan få et nyt sat i" Så stod jeg der - klar med barnepige og handy-hjælp til lørdag. På den lyse side, så er vi jo sikre på at det bliver lavet ordentligt - og der bliver ingen problemer med afløbsristen, når jeg får lagt fliser. Kasper har i weekenden fået gravet op, og så kommer vvs'eren mandag morgen, og vi får beton i hullet - og så skal det bare lige tørre, før jeg kan lægge de fliser. Glæder mig - nok især til at se resultatet. Det er jo et større projekt for mig, som kun har prøvet det med fliser i køkkenet. 

Når jeg nu ikke kan lave noget i huset - så rydder jeg op i værktøj og shopper en hel del til huset. Har fået købt en brændeovn, Aduro 9 - en ovn, som bare er så smuk med hele tre sider med glas. Vi har i flere år snakket om, at når vi en dag selv skulle have hus, så ønskede vi os en sådan. Og den har vi nu købt. Lidt dyr - men den skal jo stå der i mange år. Har også købt et lækkert armatur og brusesæt til badeværelset med hovedbruser OG håndbruser - en Adora. Lidt dyr - men igen, den skal jo sidde der i maaaaange år. I dag fik vi så købt et håndvask-armatur - igen en Adora, og denne med sensor, så man ikke behøver at bakse med hænderne når de skal vaskes, og børnene ikke glemmer at lukke for hanen. Det er utroligt vandbesparende, og så synes jeg det ser enkelt ud. Det ka' jeg li'. Ja, og så har vi købt en trailer. Det skal man bare ha' derude på landet! 

Lidt billeder skal der på bloggen! 

En gammel ventilationsrist i væggen bag al beklædningen. 


Sætter lige selv gipsvæg op. 


Sætter lige selv glasmosaik op i køkkenet.

Vi hygger i annekset med ild i brændeovnen og Alfred i weekendsengen. 

Karla foran sin nye børnehave - det er en anden udsigt end vi er vant til fra Ellekonebakken... 

Karla hjælper far - har sin egen blyant og vinkel. 

Klar parat - larm! Begge børn med "ørejern"

Det bedste er, at få lov at rydde op og lægge i orden. 


Har købt en trailer... 

Hygge hjemme i støvfrie omgivelser. 

Morgenhygge i støvfulde omgivelser. Alfred sover - jeg venter på fragtmand. 

Vores nye brændeovn. Aduro 9. 

Der blev taget tid til caféhygge med mor og Karla - her på Morville med kold kakao og flødeskum og en chai lette. Skønt! 

Aftenhygge med mine forældre - en stor hjælp i både det ene og det andet hus. 

Vi spiller og hygger i den varme hytte imens far knokler i huset.